Miljøpolitik


Lynettefællesskabet arbejder aktivt for at genopbygge og bevare den naturlige balance i vores omgivelser. For at leve op til denne målsætning har Lynettefællesskabet formuleret en miljøpolitik, der både retter sig mod virksomheden, leverandører og medarbejdere.

 

Virksomheden og miljø

Lynettefællesskabet er til enhver tid forpligtet til at rense spildevandet og bortskaffe slammet i henhold til gældende krav. Rensning af spildevandet og behandling af slammet ud over de gældende krav skal ske ud fra en samlet vurdering af, hvad der er bedst for miljøet.

 

Lynettefællesskabet vil åbent samarbejde med myndighederne og vores interessenter om miljøspørgsmål, og vi vil til enhver tid, som minimum, overholde de krav, myndighederne har pålagt os.

 

Lynettefællesskabet vil løbende revurdere sin miljøpolitik for derigennem at sikre en fortsat forbedring af miljøindsatsen.

 

Lynettefællesskabet vil gennem samarbejde med ejerkommunerne medvirke til, at kommunernes borgere og virksomheder erkender deres ansvar for at nedsætte mængden af miljøbelastende stoffer i spildevandet.

 

Lynettefællesskabet vil systematisk arbejde for at forbedre de arbejdsmiljømæssige forhold for vore medarbejdere.

 

Lynettefællesskabet vil ved information og uddannelse motivere medarbejderne til at udvise miljømæssig ansvarlighed.

 

Lynettefællesskabet vil systematisk arbejde på at forhindre lugtemissioner, så vores naboer ikke generes.

 

Lynettefællesskabet vil arbejde på, at indkøb foretages hos leverandører, der har indført miljøledelse.

 

Lynettefællesskabet vil udvikle sin viden om spildevandsrensning og slambortskaffelse gennem samarbejde med universiteter og videncentre i ind- og udland.

 

Lynettefællesskabet vil markere sig med deltagelse i udviklingsorienterede samarbejdsprojekter sammen med private og offentlige deltagere.

 

Lynettefællesskabet vil medvirke til at informere omverdenen om vandkredsløbet og vandets betydning som ressource.

 

Leverandører og miljø

Lynettefællesskabet stiller i sin indkøbspolitik følgende krav til miljøhensyn:

 

Lynettefællesskabet vil gennem miljørigtige indkøb gøre en aktiv indsats for at mindske virksomhedernes miljøbelastning.

 

Ved valg af leverandører skal der lægges vægt på, at leverandørerne har en intern miljøpolitik. De må gerne være certificeret efter EMAS eller ISO 14001. Endvidere bør der vælges produkter, som opfylder kravene til en af de offentligt kontrollerede miljømærkeordninger.

 

Der sker en løbende udskiftning af de stoffer og materialer, der anvendes i driften af renseanlæggene, så miljø- og arbejdsmiljøbelastninger nedsættes. Dette sker ved brug af positivlister og miljømærkede produkter, især indenfor rengøringsmidler og brændstoffer.

 

Medarbejdere og miljø

Som miljøvirksomhed indenfor spildevandssektoren er mange af medarbejderne i Lynettefællesskabet naturligt inddraget i at forbedre miljøet gennem deres daglige arbejde.

 

Miljøeffekten måles løbende ved online målinger og laboratorieanalyser, som bl.a. er grundlaget for de interne nøgletal, grønt regnskab og benchmarkings, vi har deltaget i. Dette arbejde involverer en række medarbejdere på flere forskellige niveauer i organisationen.

 

Lynettefællesskabets laboratorium fik i 2006 auditeret sin kvalitetsstyring og miljøledelse med et godt resultat.

 

Du kan læse mere om Lynettefællesskabets mål og resultater for miljø og arbejdsmiljø i det grønne regnskab.