
Hvad er videncentret?
Miljø- og sundhedsskadelige stoffer i spildevandet er problematiske i forhold til renseanlæg og vandmiljø. Videncentret er det sted på nettet, hvor miljømedarbejdere og branchefolk kan hente viden og inspiration til miljøforvaltning af spildevandskilder i Danmark og Sverige.
Formålet med videncentret er at udbygge kompetencerne og videndelingen mellem kommuner, miljøcentre, virksomheder og renseanlæg omkring miljø- og sundhedsskadelige stoffer og spildevandsregulering. Det er et åbent, webbaseret videncenter, der har fri adgang for alle interesserede.
Dokumenterne bliver lagt på hjemmesiden af brugerne. Det er brugerne, der står inde for kvaliteten af dokumenterne, mens Lynettefællesskabet kvalitetssikrer placeringen af dokumenterne på hjemmesiden og sikrer, at det kun er relevante dokumenter, der bliver publiceret på siden.
Samarbejde mellem Danmark og Sverige
Videncentret blev oprettet som et dansk videncenter i 2006 af Lynettefællesskabet og er siden blevet udvidet til et dansk-svensk videncenter i forbindelse med det EU-finanserede Interreg-projekt, Kildesamarbejdet.
Fokus for dette projekt er kilderne i oplandet til renseanlæggene. Forebyggelse og begrænsninger ved kilderne er nødvendige, hvis miljø- og sundhedsrisikoen fra de farlige stoffer fra industrier, sygehuse, affaldsdeponier m.m. skal reduceres.
Hvad kan du bruge videncentret til?
Hos Videncenter Miljøforvaltning af spildevand kan du finde dokumenter om miljøforvaltning af spildevand fra danske og svenske kommuner, forsyningsselskaber, länsstyrelser m.m.
Dokumenterne er tilgængelige for alle, og de avancerede søgemuligheder gør det nemt at finde de informationer, du skal bruge – enten på svensk, dansk eller begge dele.
Gå til Videncenter for Miljøforvaltning af spildevand her.
Projektet er delvist finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling Interreg IIIA Øresundsregionen. |